To præsteenker fra Tommerup mødte en grum skæbne i den gamle præstegård, som nu er på museum
	Tommerup: Den gamle Tommerup Præstegård kom i 1955 på museum, hvor den repræsenterer en fornem byggeskik, som den var for 200-300 år siden. Over døren til husets søndre længe kan man se indskriften IKBB 1792 KTB. Bag disse bogstaver gemmer der sig en historie om to unge der elskede hinanden og også blev gift trods tidens opfattelse af at ægteskab ikke havde så meget med kærlighed at gøre, men mere var en praktisk foranstaltning. Denne kærlighedshistorie fik en mærkelig og ond slutning for Karen, som pigen hed. Hun blev tidligt enke og måtte bogstavelig talt sætte sig selv til salg for at ernære sig selv og sine børn. Men det gik grueligt galt. Historien om Karen begynder i Verninge, hvor hendes far var præst. Tommerup præsten Jens Balslev var forlovet med Karens storesøster, som døde inden ægteskabet. Kort efter døde også Karens far. Pludselig boede mor og datter alene i præstegården, hvor de kunne blive boende, hvis en præst friede og fik ja. Dengang var det ret almindeligt at præster uden embede giftede sig med enker efter præsten i sognet, hvorefter frieren overtog både embede og forsørgerpligt for enken samt eventuelle børn. Nogen tid efter præstens død dukkede Jens Balslev atter op. Han var i sit fineste puds og så ud til at være på frierfødder. Det var han også men blot ikke overfor datteren, som forventet, men overfor enken som sagde ja. Jens Balslev foretrak at flytte ind i Verninge Præstegård og overlader embedet i Tommerup til sin ugifte yngre bror, Jørgen Balslev.
		Lykken
	Situationen var ikke gunstig for Karen, der var voksen og ugift. Hun sad ikke med formue eller et embede som en frier kunne overtage. Karen beskrives som en livsglad pige, og så sker der det usædvanlige for denne tid, nemlig at Karen og hedens stedfaders bror forelskede sig i hinanden og blev gift Selv om kilderne er nogle hundrede år gamle, så fortæller de om ung lykke. Der kom hurtigt arvinger i præstegården. Jørgen Balslev var en meget aktiv og foretagsom mand, som bl.a. plantede levende hegn om markerne. Det gik økonomisk godt for det unge par, og i 1792 byggede Hr. Jørgen til præstegården. I den forbindelse lod han Karens og egne initialer skære i bjælken. Initialerne IKBB stod for Jørgen Karsten Bloch Balslev og bogstaverne KTB stor for Karen Trolle Balslev. De lykkelige og gode forhold på Tommerup Præstegård skulle kun var endnu fem år for i 1797 døde Hr. Jørgen og Karen sad tilbage som enke med tre børn og en fjerne i vente.
		Tragedien
	Karen var nu enke og måtte bogstavelig talt sætte sig selv og præsteembedet til salg. Der kom ingen friere, selv om Tommerup sogn var et godt embede, og man kan spekulere på om det skyldte de fire børn, der fulgte med eller måske har frasagnet om Karens livsglæde virket afskrækkende på eventuelle friere. Efter nogen tid dukkede der imidlertid en mørk, knuget og underlig ydmygt udseende op. Det var kapellanen fra Særslev, Rasmus Rasmussen. Frierens karakter fra universitet var desværre så dårlig, han ikke kunne blive præst, men kun kapellan. Der blev holdt familieråd nu da der omsider var dukket en frier op, så Karens svoger og stedfar - Verningepræsten Jens Balslev - trådte til og ved forhandlinger med biskoppen lykkedes det ham at mage situationen således at Hr. Rasmus alligevel kunne få embedet. Der blev underskrevet en kontrakt, der var udfærdiget som en almindelig købskontrakt. Heraf fremgik det at den der brød ægteskabskontrakten skulle betale 600 rigsdalere. Nu havde man ikke travlt med at gennemføre selve brylluppet. Kontrakten var jo underskrevet og fremtiden skulle være sikret for Karen og hendes børn. Hr. Rasmus flyttede ind i præstegården og holdt sig derefter mere og mere for sig selv. Karen fødte sit fjerde barn og var derefter meget træt. Rasmus Rasmussen viste stadig mindre tilbøjelighed til at gifte sig, og efter et familieråd blev man enige om at præsentere ham for ægteskabskontrakten. Så indtraf den store katastrofe i Karens liv. Rasmus Rasmussen betalte de 600 rigsdalere og pludselig havde han for det beløb sikret sig et godt og givtigt embede og han undgik at skulle forsørge den unge enke og hendes fire børn. I protokollen som blev skrevet i Karens levetid hedder det: Den unge enke blev sindssvag, nedsatte sig en tid i Odense, men familien, der så hende udsat for egennyttiges rænker og given til spot, nødte hende til at forlade byen. Derved henfaldt hun i fuldkommen afsindighed, som varede i flere år. Da sønnen nedsatte sig i Verninge, kom hun til ham og nyder nu en nogenlunde rolig og blid alderdom.
		Enke pint til døde
	En anden præsteenke, Ingeborg, der var enke efter to præster, giftede sig i 1635 med Claus Lauritsen fra Assens. Præsteparret blev udsat for forfærdelige oplevelser under Karl X Gustav-krigene fra 1657-60, hvor de svenske styrker bl.a. er på Fyn. Biskop Birkerod omtaler i sin dagbog fra 1659 de uhyggelige oplevelser, som præsteparret har og han skriver bl.a. om fru Ingeborgs grusomme død. På præstekonen i Tommerup øvede de fremmede krigsfolk særdeles en cruel stykke, thi de stoppede svovl i hendes næsebor og stak ild deri, pinende hende således jammerligen til døde.